Der er nu øremærket 88 millioner kroner til genskabelse af otte højmoser og otte rigkær
Dansk natur får nu en økonomisk håndsrækning.
Miljø- og Fødevareministeriet og Europa-Kommissionen øremærker
nemlig 88 millioner kroner til projekter, der skal genskabe otte højmoser og
otte rigkær.
- Den våde og næringsfattige jord danner en mosaik af
planter, som man kun kan opleve få steder i Danmark. Dem skal vi værne om, og
nu vi får sat skub i genopretningen af højmoser og rigkær, så noget af vores
mest sjældne natur får en hjælpende hånd, lyder det fra miljø- og fødevareminister
Eva Kjer Hansen (V).
En højmose er en våd naturtype, som opstår, når lag af
døde planter vokser over det omkringliggende jordlag. Den ligger som en slags
stor svamp og er levested for få, men sjældne planter.
Et rigkær er også en våd naturtype, men minder mere om en
fugtig eng, hvor grundvandet står meget højt.
Flere steder i landet
Der er bevilget 41,7 millioner kroner til at genskabe
højmoser og 46,4 millioner kroner til at genskabe rigkær.
Tønder og Thisted kommuner har ansøgt om pengene og er
projektledere, men de konkrete projekter bliver gennemført i hele landet. I
Tønder Kommune bliver der genskabt to højmoser henholdsvis Kongens Mose, som
ligger ved Løgumkloster, og Hønning mose, som ligger i den nordlige del af
kommunen.
Ud over i Thisted og Tønder bliver der genskabt højmose i
blandt andet Jammerbugt, Mariagerfjord og Rebild kommuner og rigkær i blandt
andet i Faxe, Furesø og Struer kommuner.
Projekterne er EU-LIFE-projekter, hvor Europa-kommissionen
betaler 52,8 millioner kroner, og Miljø- og Fødevareministeriet finansierer
35,3 millioner kroner.
Den statslige finansiering på 35,3 millioner kroner er en
del af en pulje på 75 millioner kroner, der blev afsat under Grøn Vækst.