Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen har fredag sendt i et lovforslag i høring, hvor hun foreslår, at randzoneloven bliver ophævet.
Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen har fredag
eftermiddag fremsat et lovforslag, hvor hun foreslår, at randzoneloven skal
ophæves. Det meddeler hun i en
pressemeddelelse.
Når randzoneloven er fjernet, er landmænd ikke længere
være tvunget til at lave ni meter dyrkningsfri zoner omkring vandløb og søer på
deres jorder. I dag er der krav om ca. 25.000 hektar randzoner.
- Danske landmænd skal ikke længere have trukket en
randzonelov ned over hovedet, som de ikke bliver kompenseret for, og hvis
effekt forskerne nu anerkender har været overvurderet. Vi er ganske enkelt
blevet klogere siden loven blev indført, og vi ved i dag, at den aldrig skulle
have været indført. Derfor skal loven ophæves, siger miljø- og fødevareminister
Eva Kjer Hansen.
Landmænd vil fortsat kunne benytte sig af frivillige
randzoner som alternativ til kravet om efterafgrøder samt til at opfylde de
grønne krav i EU’s landbrugsreform.
Manglende randzoner vil ikke ramme miljøet
Miljø- og fødevareministen fortæller, at hun har stor
fokus på, at ophævelsen af randzoneloven ikke går ud over miljøet.
- Jeg er optaget af, at vi har et godt vandmiljø i
Danmark, til glæde for os danskere der bruger naturen. Derfor vil effekter af
den ophævede randzonelov indgå i arbejdet med bl.a. de nye vandområdeplaner,
siger Eva Kjer Hansen.
Efter høringen vil lovforslaget blive fremsat i
Folketinget i løbet af efteråret. Når forslaget er vedtaget, vil kravet om
randzoner blive fjernet hurtigst muligt. Indtil lovændringen er gennemført skal
landmænd forsat have randzoner.
Randzoneloven blev indført i 2012 som en del af Danmarks
implementering af EU’s vandrammedirektiv, som skal sikre god tilstand i
vandmiljøet.