Andelshaver kritiserer, at Arla-regnskaberne er svært gennemskuelige. Næstformand lover bod og bedring.
Arla vil nu begynde at troppe op på møder rundt omkring i
landet for at gennemgå mejerikoncernens årsrapporter godt og grundigt med
andelshaverne.
Det lover Arlas næstformand, Jan Toft Nørgaard, efter at
den sjællandske mælkeproducent Barend Wagenvoort har følt sig nødsaget til selv
at regne videre på Arlas tal, fordi han mistænker koncernen for at dække over huller
i regnskabsaflæggelsen.
Både selve koncernen og de oprindelige, danske og svenske
andelshavere har tabt store penge på de seneste års udvidelser til
Storbritannien, Tyskland, Holland, Belgien og Luxemburg, mener Wagenvoort at
have konstateret. Altså det modsatte budskab af, hvad Arla-toppen siger.
Dét facit afviser Arla. Men det er et demokratisk problem
for andelsselskabet, hvis medlemmerne ikke forstår regnskaberne, siger
næstformanden.
- Det er helt klart en åbenbaring for mig efter
Wagenvoorts kritik, at dèt er der behov for. Det er et stort problem for vores
demokrati, hvis andelshaverne synes, at regnskaberne er uigennemsigtige og ikke
føler sig godt nok oplyst af årsrapporterne. De skal have ordentlig besked,
siger Arlas næstformand Jan Toft Nørgaard.
Læs mere i Effektivt Landbrug Weekend.
Læs Barend Wagenvoort uddybe sin kritik i dette åbne brev til Arla.