L&F hilser ny fond velkommen
Etableringen af Danish Agribusiness Fund falder i god jord hos Landbrug & Fødevarer
Forventningen er, at pengene kan skabe investeringer for omkring seks milliarder kroner i forbedret produktion, distribution og salg af fødevarer i udviklingslandene, og hos Landbrug & Fødevarer (L&F) hilder administrerende direktør Karen Hækkerup fonden velkommen:
- Landbrugs- og fødevaresektoren er vigtig for de fleste afrikanske samfund. Størstedelen af befolkningen bor på landet og er beskæftiget i landbruget, der mange steder drives ved håndkraft. Behovet for udenlandsk teknologi og knowhow er åbenlyst. Ikke kun i selve landbruget, men også i hele forarbejdningsindustrien.
Danske kompetencer i spil
Karen Hækkerup tilføjer, at i flere af de afrikanske lande, som står økonomisk stærkt, er der et ønske om at blive selvforsynende med fødevarer. Det gælder lande som eksempelvis Kenya og Nigeria.
- Det er netop investeringer i produktion, som Afrika på sigt har brug for, hvis økonomierne på kontinentet skal bevæge sig væk fra at være råstofbaserede. Fremstillingsvirksomhed og beskæftigelse er opskriften på at udrydde den enorme ungdomsarbejdsløshed, som er en af kontinentets allerstørste hovedpiner.
Den danske landbrugs- og fødevaresektor har en række helt centrale kernekompetencer, som kan bidrage til udviklingen af de afrikanske samfund, lyder vurderingen fra Karen Hækkerup.