Med aftalen om fødevare- og landbrugspakken bliver der tale om et paradigmeskifter, mener Liberal Alliance.
Aftalen om fødevare- og landbrugspakken er et
paradigmeskift, som Liberal Alliance har kæmpet for i årevis. Sådan lyder det
fra partiet i en pressemeddelelse.
- Med denne aftale vender vi ganske enkelt kasketten. Vi
sikrer, at der kommer en mere målrettet regulering, at fokus flyttes fra
modeller til målinger, og at reguleringen af landbruget baseres på faglighed i
stedet for følelser. Der investeres nu i en omlægning af landbruget, der kan
gøre landbruget både økonomisk og miljømæssigt bæredygtigt i fremtiden. Uden
Liberal Alliances indsats var vi ikke kommet så langt, siger Liberal Alliances
landbrugsordfører Mette Bock.
Ifølge Liberal Alliance er aftalen første skridt på vejen
i en massiv omlægning af dansk landbrug, som udover at sikre en mere rimelig
regulering, også sikrer landmændene en bedre konkurrenceevne overfor udlandet.
- Miljøhensyn er vigtige, men det har ikke givet mening,
at landmændene for eksempel ikke har kunnet gødske efter planternes behov. Det
tager vi første skridt til at ændre nu, så dansk landbrug i endnu højere grad
bliver i stand til at konkurrere med vore naboer. Med den ny aftale er der
fortsat styr på udledningen af kvælstoffer, og samtidig sikrer vi, at
landmændene kan vælge mellem en række nye virkemidler, som kan tilpasses det
enkelte landbrug, siger miljøordfører Carsten Bach.
"Landbruget får stoltheden tilbage"
Landmændene får desuden som noget helt nyt en
udfordringsret, som Liberal Alliance har kæmpet for. Det indebærer, at
landmændene kan lade egne, godkendte målinger gå ind i myndighedernes beregning
af, hvordan der skal gødskes i de konkrete vandoplande.
- Landbruget får med denne melding stoltheden tilbage og
mulighed for at afbetale noget af den gæld, som er oparbejdet i de senere år.
Det er er godt for både, landbruget, dambrugerne, fiskeriet, naturen og den
samlede, danske økonomi, siger Mette Bock.