Udegående dyr skal også have det godt, når det bliver vintervejr med frost, sne, regn og blæst
Når du bygger et læskur til din hest eller andre dyr, du
har ansvar for, er det mere end blot et tegn på dit store hjerte.
Det er faktisk et krav i dyreværnsloven, at dyr der går
ude hele døgnet i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr, er
forberedt på at være udegående i overensstemmelse med deres behov.
Fødevarestyrelsen opfordrer derfor til, at man er
opmærksom på de generelle retningslinjer for hold af udegående dyr.
Dyrene skal som udgangspunkt have et kraftigt og tæt
hårlag eller en tæt fjerdragt. De skal have godt huld og supplerende foder, så
det gode huld opretholdes hele vinteren. Fri adgang til frisk drikkevand, og
adgang til græsdækkede arealer, der i størrelse er afpasset til antallet af dyr
er også et krav, og så skal der være adgang til læskur eller bygning, hvor alle
dyr samtidig kan hvile på et tørt, strøet leje.
Hvis de naturlige forhold er af en beskaffenhed, at de
yder dyrene en beskyttelse, der i vidt omfang svarer til, hvad et læskur eller
en bygning kan give, kan kravet undtagelsesvis fraviges.
Kun få arealer vurderes dog at kunne opfylde disse
betingelser.