LandboUngdom starter nyt Marokkoprojekt.

LandboUngdoms Marokkogruppe har fået bevilget midler til Marokkoprojekt 3, så 10 glade og friske medlemmer af Marokkogruppe var samlet den 26.-27. februar samlet for at komme i gang med det frivillige arbejde igen.

Sommerhushygge og stramt program
I et sommerhus nær Truust i Midtjylland var 10 medlemmer af Marokkogruppen fra LandboUngdom samlet for at komme i gang med de spændende opgaver, der venter, fortæller Pernille Kynde.

Det nye projekt blev diskuteret, og gruppen startede på at planlægge udvekslingen i Marokko i april og i Danmark i august. Derudover blev der fremlagt budget og snakket økonomi, samt diskuteret en kampagne for at øge fokus på Marokkogruppens arbejde, bl.a. nyt navn og logo. Selvfølgelig var der også den sociale del, som skal følge med i det frivillige arbejde, - så der var også plads til en masse hygge.

Jubii - nyt projekt godkendt
Tilbage i oktober 2015 fik LandboUngdom godkendt deres ansøgning til Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) omkring det nye Marokko projekt ”Youth4Future”, der foregår fra 2015-2018.

Det nye projekt bygger videre på det gamle Marokko projekt, bl.a. det nyetablerede elevråd og dets opstart på MFR-skolen i Ouled Said, som er samarbejdspartneren i projektet. Formålet med det nye projekter er at forbedre uddannelse og muligheder for ungdommen i Ouled Said ved at arbejde for deres rettigheder og muligheder i deres lokale miljø.

Det nye projekt fokuserer mere på organisering, hvilket gør arbejdet anderledes orienteret, og ikke nær så landbrugsorienteret, som det tidligere har været. I det nye projekt er der tre overordnede arbejdsområder:

  1. Pigers rettigheder og muligheder i landbrugsområder
  2. Øget struktur og kapacitet i organisationen MFR for at forbedre landbrugsuddannelsen
  3. At sikre flere frivillige i området Ouled Said.
Der bliver fokus på kvinder, - men også på fællesskab og lighed mellem mænd og kvinder, samt fokus på ejerskab overfor skolen både hos elever, forældre og lokalsamfund. For at engagere lokalsamfundet i Ouled Said vil der blandt andet blive arrangeret en skraldekampagne, hvor byens indbyggere skal være sammen om at få en renere by.

Læs også