Konservatives formand må bekræfte, at partiet bakker fuldt op om landbrugspakken, mener den konservative landboformand, Henrik Dalgaard ovenpå udtalelser fra partikollega, Rasmus Jarlov.
Den konservative fødevareordførers Rasmus Jarlovs nylige
tøven for at støtte det lovforslag ( i blandt andet Berlingske, red.), der skal give landmændene mulighed for at
tildele deres marker mere gødning allerede fra i foråret, får nu hård kritik
fra det konservative bagland i Nordjylland.
Næstformand i Agri Nord, Henrik Dalgaard, der var
folketingskandidat for Konservative ved det seneste folketingsvalg, og som
sidder i byrådet i Vesthimmerland Kommune, hvor han er formand for Børne- og
Skoleudvalget, finder Christiansborg-politikerens udtalelser i weekenden for
meget ærgerlige.
- Jeg har nu skrevet til både partiformanden og
partisekretæren, hvor jeg vil have en udmelding om, hvordan tingene skal forstås.
Selvfølgelig skal det være valide ting, som ministeren kommer med, men som det
er nu, sætter jeg ingen spørgsmålstegn ved, at det ikke også er det, siger
Henrik Dalgaard.
Rasmus Jarlov er citeret for at sige, at
han ikke vil føle sig forpligtiget til at stemme for en landbrugspakke, hvis han er
blevet fodret med forkerte tal.
- Partiets formand (Søren Pape Poulsen, red.) må på banen nu og sige, at vi støtter
fuldt op om den landbrugspakke, som er blevet aftalt, siger Henrik Dalgaard.
Hvordan vil du have
det, hvis det er dit parti, som bliver skyld i, at landmænd ikke får lov at
bruge mere gødning, som de ellers var stillet i udsigt?
- Så får det konsekvenser.
Altså du melder dig
ud?
- Det ved jeg ikke, men jeg vil så i hvert fald tage min
stilling op til revurdering. Konservative har været dygtige til at føre en
positiv politik, der gælder hele landet. Men er det sådan, at man nu ønsker kun
at føre stenbros-politik, og kun vil tække dem derovre, så er det fint nok, og
så har man truffet et valg omkring det, og så vil jeg forholde mig til det.
- Ind til nu støtter jeg dog op om partiet, men har dog
selvfølgelig et klart krav om, at der kommer en udmelding fra partiets formand
omkring det her, siger Henrik Dalgaard.
Ikke sikkert, at vi trækker os
På sin Facebook-profil er Rasmus Jarlov søndag aften gået
i rette med den overskrift i Berlingske, hvor der står, at Konservative truer
med at trække sig fra landbrugspakken. Han skriver:
»Jeg konstaterede blot
overfor Berlingske, at vi selvfølgelig ikke er bundet af en aftale, hvis den er
indgået under falske forudsætninger. Er vi sikre på, at der har været falske
forudsætninger? Nej. Det er vi i gang med at undersøge. Går vi nødvendigvis fra
landbrugsaftalen, hvis forudsætningerne har været falske? Nej. Ikke hvis vi
stadig vurderer, at aftalen er god og ansvarlig.«
Læs mere i tirsdagens trykte udgave af Effektivt Landbrug, hvor Henrik Dalgaard uddyber, hvorfor han ikke er bekymret for, at miljø- og fødevareministeren skulle have vildledt folktinget, som hun ellers er blevet anklaget for.