Hyrdebrev har ikke ændret indsats i Favrskov

Der er ikke ændret på kommunens vandløbsindsats. Vi overholder i forvejen de gældende regulativer, lyder det fra teknikformand.

I Favrskov Kommune har man ikke ændret på sin vandløbsvedligeholdelse efter at Eva Kjer Hansen i efteråret udsendte sit hyrdebrev.

- Nej, Vi har ikke ændret procedurer på grund af hyrdebrevet. Vi udfører allerede vandløbsvedligeholdelse i fuld overensstemmelse med de regulativer, vi har i kommunen. Derfor har hyrdebrevet ikke ændret på noget, siger Kurt Andreassen (V), formand for udvalget for teknik og miljø i Favrskov Kommune.

Han uddyber, at det er ganske få sager, som kommunen har med utilfredse lodsejere.

- I det store billede kører vores vedligeholdelse uden problemer. Samtidig har vi sat en gruppe i gang, som skal undersøge, om vores nuværende regulativer er gode nok, eller om der er behov for opdatering. Men det er ikke noget, vi gør på baggrund af hyrdebrevet, siger Kurt Andreassen.

 

Udvalg kigger på Gudenåen

I forhold til vedligehold af Gudenåen er Favrskov Kommune gået sammen med Randers, Silkeborg og Viborg kommuner og har nedsat et udvalg, der skal undersøge om indsatsen skal forbedres i Gudenåen.

- Udvalget er lige nedsat, og formålet er, at vi får undersøgt, om vi skal øge oprensning og vedligehold af Gudenåen. På nogle strækninger er der problemer med vandføringsevnen. Problemerne bliver mere og mere tydelige i takt med, at der i de senere år er kommet mere og mere vand i åen, siger formanden for Udvalget for Teknik og Miljø i Favrskov Kommune.

Han forventer, at udvalget er klar med en konklusion i løbet af et års tid.

Læs også