På trods af at indtægten fra landbruget har været enormt svingende siden finanskrisen, så har selve forbruget for landmandsfamilierne været stabilt.

Oplysningerne fremgår af Fødevareerhvervet i Danmark 2015, som udkommer i dag. Her kan du også læse at:

  • Det danske landbrugsareal fra 1920 til i dag er faldet fra 3,2 mio. ha til 2,6 mio. ha.
  • Høsten af korn pr. ha er tredoblet fra 1920 til i dag. Den største stigning i udbyttet er for rug. Desuden er høsten pr. ha af kartofler og sukkerroer mere end fordoblet i samme periode.
  • Landbrugets renteudgifter toppede i 2008 med 16,8 mia. kr., og er siden faldet til 9,3 mia. kr. i 2014. Samlet set har landbrugets gæld siden 2009 ligget nogenlunde stabilt på omkring 350 mia. kr.
  • Danmark står for 12 pct. af EU's fiskeri- og akvakulturproduktion.
  • Danske fartøjer over 12 meter havde det tredjebedste bruttoudbytte pr. fartøjsdag på havet i EU. 

I år er det tredje år, hvor Danmarks Statistik udgiver en samlet publikation om fødevareerhvervet i Danmark. Publikationen er opdelt i fire afsnit, der hver går i dybden med et specifikt fokusområde. Læs bl.a. om landbrugsarealet og høstens udvikling siden 1920, landbrugets renteudgifter og gæld, forbruget for landbrugsfamilier samt fiskeri og akvakultur i et EU-perspektiv.

Publikationen kan hentes gratis på Danmark Statistiks hjemmeside.