Agri Nords IT-afdeling har gode erfaringer med at installere 4G hos landmænd, der har problemer med langsomt internet
4G-netværket er under kraftig udbygning i det meste af
Danmark.
Typisk dukker snakken om 4G op i forbindelse med de nyeste
mobiltelefoner, men teknologien kan også bruges til at erstatte den velkendte
ADSL-løsning, så denne løsning kan bruges som den primære forbindelse til
internettet. Det er i hvert fald erfaringen hos IT-konsulent hos Agri Nord René
Schou.
Han får ofte henvendelser fra landmænd og andre kunder
bosat på landet, som er frustrerede over, at deres internetforbindelse er
dræbende langsom, hvilket giver store problemer både som erhvervsdrivende og
som privatperson.
- For at kunne opnå gode hastigheder med 4G-netværket
kræver det, at 4G-routeren har en tilfredsstillende dækning af 4G-netværket. Er
dette på plads, vil man typisk kunne opleve hastigheder som er væsentligt
højere end det, ADSL-forbindelsen kan levere. Hastighederne er typisk 25-80
Mbit i download og 15-40 Mbit i upload, hvis dækningen er i orden, og det er
ofte mindst 10 gange hurtigere end i dag, lyder det fra René Schou.
Formand som testperson
Agri Nord IT har gennem en periode testet 4G som primært
internet hos en række medlemmer og kunder. Blandt andre har foreningens
formand, Carl Christian Pedersen, fået opsat en 4G løsning.
Hvor han tidligere oplevede hastigheder på 1,5 Mbit på
hans ADSL-forbindelse, har han nu fået en internetforbindelse, som er 15-20
gange så hurtig:
- Nu har vi 25 Mbit og et netværk, vi rent faktisk kan
bruge både som selvstændig og som privatperson. Vi har fået en masse fordele
ved at bruge 4G, og er endnu ikke stødt på nogle ulemper. Der er under alle
omstændigheder ikke noget alternativ, og jeg tror heller ikke der er udsigt til
det.
Carl Chr. Pedersen håber, at 4G kan løse problemer med langsomt internet
hos mange andre i yderområderne, hvor der ikke er fibernet – eller udsigt til
at få det.