- Lige nu er vi så pressede, at vi gisper efter luften, understregede Herdis Dam ved generalforsamlingen i Nordsjællands Landboforening
- 2015 ser ud til at blive et virkeligt annus horribilis
for landbruget - et »frygteligt femten« med underskud på bedriftsniveau over en
kam. Det burde vi kunne holde til, men vi er ikke polstrede til det, fordi vi
gennem mange år har haft alt for ringe rammevilkår.
Det sagde formanden for Nordsjællands Landboforening,
Herdis Dam, onsdag i sin beretning ved foreningens generalforsamling.
- Vi landmænd er blevet en minoritet, der til stadighed
presses mere og mere på vores indtjening. Lige nu er vi så pressede, at vi
gisper efter luften, lød det blandt andet i formandsberetningen til de cirka
175 tilstedeværende medlemmer.
Landmænd hænges ud
Herdis Dam havde ikke meget tilovers for
fødevareministeren, der efter hendes opfattelse bærer ved til en stadig
offentlig udhængning af landmænd som mishandlere af dyr, natur og miljø.
At udhængningen af landmændene gør sin virkning,
illustrerede hun ved at fortælle om en hændelse, hvor en landmand havde
konverseret fornøjeligt med en borddame ved et middagsselskab.
Da landmanden fortalte borddamen, at han er landmand,
kiggede hun forskrækket på ham med spørgsmålet: Hvad siger dine venner til det?
Bæredygtigt Landbrug
Under debatten efter formandsberetningen blev
Nordsjællands Landboforenings medlemskab af Bæredygtigt Landbrug bragt på bane.
Herdis Dams kommentar var, at når foreningen havde meldt
sig ind i Bæredygtigt Landbrug, så var det for at ruske op i Landbrug &
Fødevarer.
- Jeg er ikke altid enig med Bæredygtigt Landbrug og
bryder mig heller ikke hele tiden om deres måde at kommunikere på. Ikke desto
mindre ser jeg dem som et supplement til Landbrug & Fødevarer, fastslog
formanden.
Nordsjællands Landboforenings rådgivningsselskab, Agrovi
I/S, præsterede i 2014 et overskud på 974.000 kroner efter en
omsætningsfremgang på 2,5 millioner kroner til 46,6 millioner kroner - uden
prisstigninger.
Årsomsætningen nærmer sig således 50 millioner kroner. Agrovi
har rådgivningskunder over hele Sjælland.