Miljøminister holder fast i ammoniak-krav

At mindske ammoniak-udledningen med 24 procent er et ambitiøst mål, erkender man i Miljøministeriet (OPDATERET KLOKKEN 14.21)

Nu begynder forhandlingerne om EU’s nye mål for luftforurening.

Det nye EU-mål skal sættes for hvert enkelt land for en række forskellige typer luftforening – deriblandt ammoniak fra landbruget, lyder det fra Miljøministeriet.

Ministeriet påpeger, at Danmark i forhandlingerne har forpligtet sig til at mindske ammoniak-udledning fra landbruget med 24 procent i 2020.

- Det er et ambitiøst mål sammenlignet med nogle af de andre EU-lande, men en ny rapport fra Københavns og Aarhus Universiteter viser, at landbruget kan nå målet om en reduktion på 24 procent – uden nogen nye krav til landbrugserhvervet, lyder det fra Miljøministeriet.

Ingen nye krav

Og ifølge miljøminister Kirsten Brosbøl (S) lægger regeringen vægt på at forene gode vækstforhold for fødevaresektoren med miljøbeskyttelse:

- Vi kan sikre danskerne renere luft - uden at stille nogen nye krav til landbruget. Regeringen lægger stor vægt på at forene gode vækstforhold for fødevareerhvervet med høj miljøbeskyttelse, og det kan lade sig gøre i forbindelse med ammoniak, siger ministeren i en pressemeddelelse.

- Det skyldes, at erhvervet længe har været dygtigt til at finde løsninger, som forurener mindre. Derfor er vi kommet længere end vores nabolande, og vi kan nå i mål uden nye krav til landbrugserhvervet.

I et notat fra Miljøstyrelsen peger man herfra på, at udledningen af ammoniak fra danske kilder for 95 procents vedkommende stammer fra landbruget.

Læs også