Svineformand søger anvisninger fra minister

Man får fornemmelsen af, at Dan Jørgensen altid kan gøre det meget bedre, lyder det fra formand for Danske Svineproducenter Henrik Mortensen

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) har onsdag fremlagt sit forslag til en MRSA-handlingsplan.

Handlingsplanen indebærer blandt andet en reduktion fra 2015 til 2018 hos svineproducenterne på 15 procent. Udmeldingen har fået formand for Danske Svineproducenter Henrik Mortensen til i en kommentar at sætte spørgsmålstegn ved, hvordan svineproducenterne skal nå i mål:

- Det havde været rart, om ministeren samtidig var i stand til at anvise mig og mine kolleger, hvordan vi skal nå de ambitiøse mål. Hvad skal vi gøre, når der udbryder sygdom blandt dyrene? Skal vi vende os om og gå? Lukke stalddøren bag os og håbe på det bedste?

Formanden peger på, at svineproducenter her i landet også har et mål om at bruge mindst muligt antibiotika i staldene.

- Derfor er forbruget af antibiotika i dansk svineproduktion markant lavere end i sammenlignelige lande med en stor svineproduktion. Kan vi gøre det bedre? Det tror jeg! Men vi har allerede reduceret forbruget med 17 procent fra 2009 til i dag, og alle de lavthængende frugter er for længst plukket.

- En yderligere reduktion på 15 procent fra 2015 til 2018 og en totaludfasning af et af de mest effektive typer antibiotika, tetracyklin, vil gøre ondt både på produktionen og på dyrevelfærden.

Henrik Mortensen pointerer, at svineproducenter – sammen med dyrlæger – dagligt gør en stor indsats:

- Men man får meget let fornemmelsen af, at uanset hvad vi gør, så kan ministeren altid gøre det meget bedre. 

Læs også