Rejsehold skal rådgive kommuner om sprøjtepåbud
Naturstyrelsens Rejsehold om Vandforsyning er klar til at rykke ud i alle landets kommuner
Det nye rejsehold skal assistere kommunerne i arbejdet med at beskytte drikkevandet, lyder det fra Naturstyrelsen.
Ifølge styrelsen kan det eksempelvis være i forhold til, hvornår en kommune kan påbyde en jordejer ikke at sprøjte omkring vandboringer.
I de kommende år udpeger Naturstyrelsen flere tusinde såkaldte boringsnære beskyttelsesområder omkring drikkevandsboringer, og herefter er det op til kommunerne at tage stilling til dem.
Naturstyrelsens Rejsehold om Vandforsyning kan i år og næste år komme på besøg i alle landets kommuner, og der er også oprettet en hotline, hvor kommunerne kan få hurtig assistance fra rejseholdet.