Svineproducenters driftsindtægt faldt med en halv million kroner

Seges har kigget på de første 820 afsluttede regnskaber for 2014

Der var et markant fald i landbruget indtjening gennem 2014.

Det viser en ny analyse fra Seges, hvori der indgår de første 820 afsluttede landbrugsregnskaber fra det forgangne år. Her fremgår det, at en gennemsnitlig heltidslandmand oplevede et fald i driftsresultatet på 328.000 kroner i forhold til året før.

Værst var 2014 imidlertid for svineproducenterne, der måtte notere sig en nedgang i driftsresultatet på 550.000 kroner.

- Første og andet halvår 2014 er næsten som nat og dag. Mens priserne på svinekød og mælk var ganske fornuftige i første halvår, var priserne i frit fald i andet halvår. Årsagen er især Ruslands importforbud mod fødevarer fra blandt andet EU. Det ramte i svær grad svineproducenterne. Derudover bremsede Kinas efterspørgsel efter fødevarer op, og det ramte især mælkeproducenterne, siger erhvervsøkonomisk chef i Seges Klaus Kaiser på Seges egen hjemmeside.

Her fremgår det også, at planteproducenterne oplevede en mere beskeden nedgang på godt 100.000 kroner fra året før, mens 2014 relativt set var bedst for mælkeproducenterne, der noterede en fremgang på godt 300.000 kroner.

Læs også