Svineprisen stiger igen

Danish Crown oplever stigende priser på det europæiske marked for svinekød

Danish Crown hæver nu noteringen for både svin og søer med 20 øre til henholdsvis ni kroner pr. kilo og 5,40 kroner pr. kilo

For ifølge slagterigiganten er nemlig forårsfornemmelser på det europæiske kødmarked, hvor priserne er let stigende.

- Der er et forholdsvis lavt udbud af levende svin på det nordeuropæiske marked generelt og specielt i Tyskland. Det giver helt naturligt et lavere udbud af kød, så selv om efterspørgslen faktisk er på et uforandret og ret lavt niveau, så kan vi mærke at ”sulten” begynder at melde sig hos indkøberne rundt om i Europa, siger underdirektør i Danish Crowns eksportafdeling Søren Tinggaard i torsdagens markedsberetning.

Heri fremgår det også, at det lave udbud giver plads til løbende prisforbedringer på specielt skinker, forender og bove. Salget til det britiske marked af kamme og backs sker også til let stigende priser, mens efterspørgslen på nakker og mørbrad fortsat er afdæmpet.
 
- Både nakker og mørbrad er produkter, der gør sig rigtigt godt på grillen, men selv om vinteren har været mild over det meste af Europa, så kan der nemt gå nogle uger endnu, før vi ser en stigende efterspørgsel på netop de to delstykker, lyder det fra Søren Tinggaard.

Læs også