Fjerkræproducenter savner bedre vilkår

Produktionen af slagtefjerkræ stiger – men bare ikke i Danmark.

En million tons. Så meget vil den europæiske efterspørgsel efter fjerkræ stige inden 2024. Det viser en ny prognose fra EU-kommissionen. Men mens væksten i fjerkræbranchen i både Polen, Holland og Tyskland er steget markant de seneste år, så står udviklingen stille i den danske slagtefjerkræbranche. Og det bekymrer formand for Erhvervsfjerkræsektionen under Landbrug & Fødevarer Martin Hjort Jensen:

”Vi har både den faglige og produktionsmæssige kapacitet til at producere langt mere kyllingekød i Danmark. Men de danske regler er på en række områder meget strammere end i vores nabolande. Dertil kommer, at mange kommuner har været meget lang tid om at færdigbehandle miljøansøgninger fra landmændene. Det er blevet bedre, men der er stadig et efterslæb”, siger formanden.

I Danmark faldt produktionen af slagtefjerkræ fra 175.000 tons i 2008 til 168.000 tons i 2013. I samme periode steg produktionen i både Holland og Tyskland med henholdsvis 124.000 tons og 322.000 tons. Polen har mere end fordoblet deres produktion, og de seneste tal fra 2013 viste, at landet producerede 1.450.000 tons slagtefjerkræ. Tendensen er siden 2013 fortsat.

”Det er frustrerende, at den vækst, vi ser, sker i blandt andet Tyskland, Polen og Holland og ikke herhjemme, og det på trods af, at vores produkter på en række parametre er bedre end udenlandske”, siger Martin Hjort Jensen.

Læs også