Energiforbruget er faldet

Det faktiske energiforbrug faldt i de første tre kvartaler af 2014 med 5,8 procent i forhold til samme periode året før. Korrigeret for brændselsforbrug ved udenrigshandel med el faldt energiforbruget med 4,8 procent. Det oplyser Energistyrelsen.

- Faldet i energiforbruget er påvirket af en stigning i nettoimport af el samt et betydeligt varmere vejr i de første ni måneder af 2014. I årets første tre kvartaler har der således været 22 procent færre graddage sammenlignet med samme periode året før, skriver Energistyrelsen i et nyhedsbrev.

Ifølge styrelsen har der derudover været et lavere konverteringstab på kraftværkerne som et resultat af, at el-produktion fra fossile brændsler er blevet fortrængt af vindkraft.

- Faldet i forbruget i de første ni måneder af 2014 dækker over, at forbruget af olie, naturgas og kul er reduceret med henholdsvis 1,9 procent 18,4 procent og 20,3 procent sammenlignet med samme periode året før. Samtidig steg forbruget af vedvarende energi i de første tre kvartaler 2014 med 4,2 procent. Det skyldtes især en forøget vindkraftproduktion, lyder det fra Energistyrelsen.

Læs også