17 hektar skovmoser vil ifølge Miljøministeriet blive genoprettet i Bidstrup Skovene på Sjælland
Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) har fjernet det sidste
drænrør i en del af Bidstrup Skovene ved Roskilde.
Dermed vil skovengen blive forvandlet til et nyt, stort
moseområde.
- Her i Bidstrup Skovene er Miljøministeriet i fuld
gang med at genoprette flere skovmoser, så vi får mere sammenhængende natur,
hvor sjældne dyr og planter får bedre mulighed for at sprede sig, siger Kirsten
Brosbøl i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Vores skove rummer langt størstedelen af vores
absolut mest truede og sjældne arter, og jeg er derfor glad for, at vi her kan
gøre en indsats for at genskabe moser og enge til gavn for biodiversiteten og
for de besøgende, der får endnu mere smuk natur. Det ligger fint i tråd med
regeringens Naturplan Danmark.
Alt i alt vil 17 hektar skovmoser ifølge Miljøministeriet blive
genoprettet i Bidstrup Skovene. De nye skovmoser vil sammen med den
eksisterende natur skabe i alt 80 hektar sammenhængende natur.