Den ene dag hylder Dan Jørgensen dansk madkultur. Den næste dag ødelægger han producenternes rammevilkår, lød kritikken ved årsmøde
Fødevareminister Dan Jørgensen (S) fik hårde ord med på
vejen på Familielandbrugets årsmøde tirsdag formiddag i Vingsted.
Formand Lone Andersen tøvede således ikke med at opfordre
ministeren til at bruge sine ressourcer på at sikre produktionen af de råvarer,
der indgår i de sunde måltider, som ministeren så ofte anpriser, fremfor at
forringe betingelserne for fødevareproducenterne.
- Jeg vil tillade mig at mene, at Dan Jørgensen taler med
to tunger, når han den ene dag hylder dansk madkultur og opfordrer os til – og
jeg citerer:
»i langt højere grad at gøre måltidet til en institution i
hjemmet. Spise efter årstiderne, spise lokalt, spise friske varer, spise
traditionsbåret«, lød det fra Lone Andersen, der tilføjede, at ministeren den
næste dag »ødelægger« rammevilkårene for mange af de familielandbrug, som netop
er med til at producere de gode råvarer, ministeren selv er så begejstret for.
Mad på dagsordenen
Lone Andersen anerkendte, at Dan Jørgensen på dygtig vis
har haft held til at få mad på dagsordenen med en konkurrence for at finde hele
Danmarks nationalret.
- Der er ingen tvivl om, at Danmark har bevæget sig fra
gastronomisk uland til en af de førende kulinariske destinationer på verdenskortet,
hvor folk rejser til fra nær og fjern for at opleve vores restauranter og vores
nordiske kogekunst.
Set i dét lys kan kåringen af en nationalret naturligvis
give en rigtig god folkelig diskussion omkring mad og fødevarer
- Man skal nok heller ikke være blind for, at der i et
valgår formentligt er flere stemmer i god mad end i noget som abstrakt som
rammevilkår. Personligt ville jeg dog stadig ønske, at ministeren var begyndt
et andet sted og havde brugt ressourcerne på at sikre produktionen af de råvarer,
som indgår i retterne, fastslog formanden.
Læs mere fra Familielandbrugets årsmøde i Effektivt
Landbrug onsdag.
Her kan du se, hvordan du tegner abonnement.