Maskincenter Sjællands Holbæk-afdeling er på udkig efter nye lokaler.

Udlejeren af ejendommen i Holbæk har nemlig solgt lokalerne.

- Vi har længe været klar over, at ejendommen har været til salg, og derfor har vi gennem de seneste måneder været i gang med at finde en alternativ lokation til vores Holbæk-afdeling, lyder det fra direktør hos Maskincenter Sjælland Hans Erik Karlshøj i en pressemeddelelse.

- Vi ved, at ejendommen er blevet solgt, men der har endnu ikke været afholdt møde med de nye ejere, og vi ved derfor ikke, hvordan de vil anvende ejendommen fremover, tilføjer han.

Hvad angår den nye adresse for afdelingen, er Hans Erik Karlshøj ikke på nuværende tidspunkt i stand til at løfte sløret for en endelig løsning:

- Lige nu kan vi ikke sige andet, end at vi kigger på nogle alternativer. Jeg kan dog forsikre vores Holbæk-kunder om, at der naturligvis også i fremtiden vil være en servicering og forhandling af John Deere-maskiner i området.

- Vi har en rigtig god forretning i Holbæk, og udover at det er en forudsætning for virksomhedens strategi, er det naturligvis også en forventning fra vores samarbejdspartner, John Deere International, at vi dækker Sjælland optimalt.

Maskincenter Sjælland blev i 2012 autoriseret forhandler af John Deere landbrugsmaskiner.