Arla lancerer det, koncernen kalder ”den største internationale marketingskampagne i mejerivirksomhedens historie"
Et nyt slogan afløser nu Arlas ”Tættere på naturen”.
I stedet relancerer Arla sit brand i hele verden med
sloganet ”Let in the Goodness” – eller på dansk: ”Nyd det gode”.
- Mælk er efterspurgt på verdensplan, og herhjemme er
mejeriprodukter en del af hverdagen for langt de fleste af os. Det er der et
stort potentiale i, og det sætter vi os nu for at forløse med en ny
markedsføring, siger koncernchef Peder Tuborgh i en pressemeddelelse og
fortsætter:
- I Arla har vi en stærk mejeritradition og er kendt for
at producere og eksportere sunde, naturlige og ansvarlige mejeriprodukter, som
er nogle af verdens bedste. Med udgangspunkt i den stærke historie ønsker vi at
styrke det globale kendskab til Arla.
Ifølge Arla går brandet med det nye slogan – der altså
træder i stedet for ”Tættere på naturen” – nu tættere på det, som optager
forbrugeren i dagligdagen: Sundhed, naturlighed og de gode øjeblikke.
”Nyd det gode” lagde først i land i Tyskland, Danmark og
Holland, og onsdag er det så blevet Sveriges tur til at lancere en omfattende
marketingkampagne, som går på tværs af markeder på fem kontinenter og
indeholder både klassiske og alternative kampagneelementer.