Maria Høst Hansen, der arbejder i en svinebesætning i det midtjyske, fik for godt et år siden konstateret MRSA i et sår. Det førte herefter til underlige oplevelser i det danske sygehusvæsen.

Maria Høst Hansens oplevelser i sundhedsvæsenet har fået hende til at konkludere, at sundhedspersonale kunne lære meget af danske svineproducenter, når det gælder smittebeskyttelse.

Det hele begyndte i april 2013, hvor hun fik et sår i den ene hånd, der ikke ville læges.

Gik til lægen

- Jeg havde naturligvis både plaster og plastichandsker på, og jeg vaskede og sprittede hænderne godt, når jeg var på arbejde. Men det kan jo alligevel nok ikke helt undgås, at der kommer lidt skidt i såret, og efterhånden var det noget af et dybt, betændt kødsår, jeg havde.

- Så jeg gik til lægen, som podede for at finde ud af, hvad såret skulle behandles med. Jeg gjorde selv opmærksom på muligheden for MRSA, som vi medarbejdere i besætningen allerede var blevet gjort opmærksom på i slutningen af 2012, og hvor der blev hængt plancher op på arbejdspladsen om det. Lægen kendte ikke rigtig til det, men podede så for det, siger hun og forklarer, at det var på den måde, hun fik konstateret MRSA.

- Men den (MRSA-bakterien, red.) var da ikke ret resistent, for det var bare en helt almindelig Fucidin-salve, der skulle til, for at såret kunne læge, fortæller Maria Høst Hansen, der har arbejdet i landbruget, primært svineproduktion, i hovedparten af sit voksenliv.

Stemplet

Fundet af MRSA i Maria Høst Hansens sår bevirkede, at hendes tre børn skulle testes.

- Og jeg fik et kort, hvor der stod, jeg har MRSA, og som jeg skal vise, hvis jeg kommer på sygehuset, forklarer hun.

Blot to måneder senere skulle hendes diagnose vise sig at føre til et noget utrygt og mærkværdigt møde med det danske sygehusvæsen.

- Jeg havde gået og hostet længe, og var nok lidt for længe om at gå til lægen, indrømmer Maria Høst Hansen. Men i juni måned, hvor hun havde gået på arbejde med feber en hel uge, gik hun endelig til lægen efter hårdt pres fra driftslederen i besætningen.

Lægen udskrev en antibiotika-kur. Men den virkede ikke, for temperatuen steg fortsat. Lægen satte hende derfor på kur nr. to, men den virkede heller ikke.

Lignede rumvæsen

- Jeg havde høj feber, og lægen syntes, det var ved at være uforsvarligt, at jeg blev ved at være så syg, så han sendte mig på sygehuset, forklarer Maria Høst Hansen, som griner, når hun tænker på sin entre på Viborg Sygehus.

- Jeg ved ikke, hvad folk tænkte, når de så mig gå ind af døren på Viborg Sygehus. Jeg lignede jo et rumvæsen, griner hun.

- Jeg blev mødt af noget sundhedspersonale nede ved hovedindgangen, hvor jeg skulle tage maske på. Derefter blev jeg eskorteret ind på en isolationsstue, hvor jeg skulle blive hele tiden.

- Først fik jeg at vide, at jeg slet ikke måtte få besøg, men pludselig måtte min mor alligevel komme på besøg, hvis hun tog engangskittel, handsker og maske på. Men så lige pludselig måtte hun komme ind uden noget som helst beskyttelse, hvis bare hun holdt sig en meter væk fra mig.

Dårlig smittebeskyttelse

Personalet havde også engangskitler og handsker på, når de kom ind til hende. Nogle gange brugte de maske. Andre gange ikke. Det var ikke konsekvent, og her er det så, at Maria Høst Hansens kæde så småt begynder at hoppe af.

- De havde deres eget tøj på indenunder. Og når lægen så tager sin hånd med handske på, og stikker den ind under kitlen for at tage den kuglepen, som han lidt efter stikker tilbage, og som han herefter tager med rundt til de andre patienter, så forstår jeg ikke et ord af det hele, erklærer hun.

- Og så var der ham, der kom med mad. Han mente ikke, den bakterie kunne være så farlig, så han havde ikke handsker på, og han stak mig næven og sagde goddag, griner Maria Høst Hansen.

- Hvad skal isoleringsstuen så til for, spørger hun, men det er ikke det eneste, Maria Høst Hansen undrer sig over.

Uønsket på sygehuset

På sygehuset gav de hende antibiotika direkte i blodet. Det skete via en kanyle i en vene (en blodåre, red.), og på den måde blev hun sendt hjem, inden man på sygehuset havde nået at få føling med, om behandlingen hjalp.

Hun forklarer, at det var tydeligt, at lægerne generelt ikke brød sig om at have hende på sygehuset, og al virakken med det, der skulle overholdes i forbindelse med hendes isolering på sygehuset, var tydeligvis irriterede for personalet.

Ergo blev hun udskrevet allerede dagen efter, hun blev indlagt med besked om, at hun skulle ligge hjemme og få besøg af en hjemmesygeplejeske, der så skulle komme flere gange dagligt og give antibiotika i venen.

Maria Høst Hansen nåede dog ikke at være hjemme i ret mange dage, inden hjemmesygeplejersken indlagde hende igen, eftersom heller ikke den tredje type antibiotika havde virket. Derfor gik turen endnu engang til en isolationsstue på Viborg Sygehus, hvor tingene foregik akkurat som gangen forinden, og hvor hendes indlæggelse igen var lige så kort som sidst.

Alene og utryg

På det tidspunkt havde hun kæmpet mod lungebetændelsen en månedstid, og hun var ved at være stærkt bekymret: Feberen havde nået 40 grader, og hun kunne ikke få vejret, ingen medicin havde hidtil hjulpet hende, og det var utrygt at blive sendt hjem fra sygehuset i den tilstand, når hun var den eneste voksne i husstanden.

Ved hendes andet besøg på sygehuset fik hun en ny type piller, og det beroligede hende dog, at hun - allerede inden hun blev udskrevet et døgn senere - fik at vide, at hendes infektionstal var faldet.

Den dag i dag undrer hun sig dog stadig over, at man på sygehuset lægger ud med omfattende smitteforanstaltninger og så alligevel er så lemfældig med smittebeskyttelsen.

Lær af svineproduktionen

- Vi (i svineproduktionen, red.) ville jo aldrig være så lemfældige med smittebeskyttelsen. I slutningen af 2013 sanerede vi os eksempelvis fri for PRRS ved konsekvent at holde afdelingerne 100 procent adskilte. Man bliver jo nødt til at være konsekvente. Ellers kommer man jo aldrig problemerne til livs, påpeger hun.

Samtidig undrer det hende, at man på sygehuset har så travlt med at sende hende hjem, at hun får opfattelsen af, at sygehuset tager let på hendes helbredelse og på hensynet til beskyttelsen af andre patienter, der er tilknyttet hjemmeplejen. Hun mener, det er snæversynet, at man så ensidigt beskytter sygehusmiljøet på bekostning af personale og patienter i hjemmeplejen.

- Hvis MRSA er så farlig, er det så i orden, at den hjemmesygeplejeske, der kom hjem til mig, bare kunne køre rundt til alle de gamle mennesker bagefter. Også selvom hun brugte masker og handsker, spørger Maria Høst Hansen.

Savner konsekvens

- Og med tanke på al den virak, da jeg gik ind på sygehuset, og hvor jeg ikke selv måtte trykke på knappen i elevatoren, hvorfor stak de mig så næven dagen efter og sagde farvel, og lod mig gå, som jeg var.

- Jeg var jo ikke blevet rask, de havde heller ikke testet mig fri for MRSA, men da jeg blev udskrevet kunne jeg bare gå, som jeg var, uden maske på. Jeg fulgtes bare med min mor ud, og da var der ikke noget med, at jeg ikke selv måtte trykke på knappen i elevatoren, forklarer Maria Høst Hansen.

- Hvis MRSA er så farlig, at man skal i isolation, så skulle de da også være konsekvente, mener hun.

- Vi følger reglerne

Vagthavende læge ved Mikrobiologisk afdeling på Viborg Sygehus Helga Schumacher siger, at sygehuset ikke drøfter konkrete patientoplevelser via pressen

- Det bedste er at sammenligne patientens oplevelser med sundhedsstyrelsens vejledning, for dem skal vi følge, siger hun.

- Der er på baggrund af Sundhedsstyrelsens vejledning, udarbejdet retningslinjer for regionen, og den følger vi så vidt muligt, forklarer hun.

Lægen udtrykker desuden stor forståelse for, at det kan være en ubehagelig oplevelse for nogle patienter at være i isolation.

Kunne ikke slippe af med sin »dom«

Da Maria Høst Hansen i april 2013 fik konstateret MRSA i et betændt sår, så skulle hendes børn også testes. Det foregik ved, at de fik kørt en vatpind rundt næsen og i svælget. Heldigvis viste prøverne sig at være negative.

Den midtjyske svinepasser mener, at det viser noget om, hvor lidt smittefarlig MRSA er:

- Jeg vasker naturligvis altid hænder og spritter dem af, når jeg går til og fra arbejde, men det er ikke altid, jeg bader på arbejdet, inden jeg tager hjem, selvom jeg naturligvis har mulighed for det. Tit venter jeg, til jeg har hentet børnene i skole og daginstitution, for det giver os mere tid sammen, forklarer hun.

Inden Effektivt Landbrug besøgte Maria Høst Hansen, var hun ikke selv blevet testet i næse og svælg, og det undrer hende.

- De fandt MRSA i såret, som ikke ville hele, men efter at såret er lægt, kan det jo godt være, at jeg slet ikke er bærer af MRSA længere, som det hedder, når man finder bakterien i næsen eller svælg. Men jeg ved det naturligvis ikke, når jeg ikke har fået lov at blive testet, påpeger hun.

Lægen ville ikke teste

Da Maria Høst Hansen var indlagt på Viborg Sygehus i sommeren 2013 bad hun om at blive testet, men det ville de ikke. Ifølge Maria Høst Hansen sagde lægerne, at der stort set ingen risiko var for, at der var MRSA involveret i hendes lungebetændelse, og de henviste i stedet til en ny test hos hendes egen læge.

Og hun ville rigtigt gerne testes igen. Hvis prøven er negativ vil hun jo formentlig slippe for at blive behandlet som en »pestbefængt« på sygehuset, ligesom hun blev i sommeren 2013. Tidligere har hendes læge dog ikke villet teste hende igen.

- Hun sagde bare, at så længe jeg arbejder i landbruget, så er der ingen grund til at blive testet, for så har jeg sikkert bakterien stadigvæk, gengiver Maria Høst Hansen lægens ord.

Lægens holdning varede dog kun til dagen efter, Effektivt Landbrug havde besøgt Maria Høst Hansen i hendes hjem i det midtjyske.

Kendte ikke typen

I avisen ville vi gerne kunne fortælle, om der var tale om den husdyrrelaterede MRSA 398, som ofte kaldes »svine-MRSA«, eller om det var en af de mange andre hundrede (humane) typer MRSA, der findes. Det vidste Maria Høst Hansen imidlertid ikke, for det var der aldrig nogen, der havde oplyst hende om.

Derfor henvendte hun sig dagen efter avisens besøg til sin læge, for at få oplyst hvilken type, der var tale om.

Det vidste lægen ikke, og hun henviste i stedet til Mikrobiologisk afdeling på Viborg Sygehus, der ville ligge inde med resultaterne fra Statens Seruminstitut.

Vagthavende fortalte Maria Høst Hansen, at der var tale om 398. Desuden forklarede vagthavende, at hvis man én gang havde fået konstateret MRSA, skal hele husstanden testes én gang årligt. 

Lægen vendte på en tallerken

Den besked gav den midtjyske svinepasser straks videre til lægesekretæren i det lokale lægehus, som ville drøfte det med en af lægerne. Hun blev sat på hold, og der gik ikke mange minutter, førend hun igen havde lægesekretæren i røret, der gav Maria Høst Hansen tid til en test af hele familien klokken 12 samme dag.

At det skulle være så let at få mange tider, så hurtigt, og på én gang, har Maria Høst Hansen aldrig oplevet før.

- Vi kendte ikke reglerne, for de ændres hele tiden, lød den praktiserende læges forklaring på, hvorfor de skiftede holdning så brat, forklarer Maria Høst Hansen, der nu ser frem til den endelige besked, som foreligger om 14 dage.

- Er jeg positiv eller negativ? Jeg håber på det sidste, så jeg ikke fortsat skal behandles som en pestbefængt i sundhedsvæsenet, erklærer hun.

Danmark saneres for PRRS