Et bredt flertal i Folketinget har vedtaget en aftale om miljøtilskud til bedrifter med randzoner, hvor der er afsat 76,5 mio. kroner.
Regeringen er sammen med partierne Venstre, Dansk
Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative
Folkeparti blevet enige om at de 76,5 mio. kroner, der er afsat til kompensation
for randzoner i 2015 i stedet udmøntes som miljøtilskud, da man ikke har
skønnet, det ellers ville være teknisk muligt at administrere udbetalingen uden
store problemer.
Og selv om randzonerne aldrig har været og ikke bliver
partiet Venstres kop te, så er partiets landbrugs- og fødevarepolitiske ordfører,
Erling Bonnesen, foreløbig tilfreds med aftalen:
- Der skal ikke herske tvivl om, at Venstre ikke ønsker
randzonerne. Samtidig har vi talt for fuld randzone-kompensation, hvilket
fødevareministeren ikke har villet være med til. Med de 76,5 mio. kroner sikrer
vi trods alt, at de penge bliver udbetalt som miljøtilskud, og dermed bliver i landbruget.
Erling Bonnesen understreger, at de afsatte 76,5 mio.
kroner er afsat for en periode ét år frem.
- Randzoneloven er endt i rent kaos. Venstre vil fortsat
gå efter at få afskaffet randzonerne. Med aftalen er landbruget sikret for
2015, konstaterer Erling Bonnesen, der noterer sig, at der til den tid har
været folketingsvalg, hvor han håber den parlamentariske situation vil kunne
gøre, at hans parti sammen med blandt andre Liberal Alliance, vil blive i stand
til at tage randzonerne helt af bordet.
jba