Formand for Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion Erik Larsen er på listen over svinebedrifter, der er inficeret med MRSA
Hidtil har det ikke været offentligt kendt, hvilke danske svinebedrifter
der er testet positive for MRSA. Men måske vidste ejerne af de inficerede
bedrifter heller ikke selv, at de var med på listen.
I hvert fald er det nu kommet frem, at formanden for
Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion, Erik Larsen, optræder på listen. Og
ifølge formanden selv har han først for nylig fået besked om, at en af fire
prøver, der blev taget på hans besætning i 2011, viste sig at være positiv. Det
skriver Berlingske.dk.
- Det fik jeg besked om i lørdags. Men jeg har aldrig før
fået den besked, så det er meget overraskende. Det er svært at tage særlige
hensyn, når man ikke ved, at man har MRSA, siger Erik Larsen ifølge Berlingske.dk
til Radio24syv.
Overlæge ved Odense Universitetshospital Hans Jørn Kolmos
finder Fødevarestyrelsens manglede oplysninger om MRSA-smitten bekymrende:
- Det er ubehageligt at vide, at Fødevarestyrelsen har
ligget inde med den information. Erik Larsen skulle jo i givet fald have taget
nogen forholdsregler, og dem har han ikke haft nogen chance for at tage. Det er
et stort svigt fra myndighedernes side, siger overlægen til Radio24syv.
Fødevarestyrelsen ønsker ifølge Berlingske.dk ikke at gå
ind i den konkrete sag, men oplyser over for Radio24syv, at styrelsen er i gang
med at kvalitetssikre analyseresultaterne fra de besætninger, der tidligere er
konstateret MRSA-positive.