En ny aftale skal føre til flere projekter mellem virksomheder, universiteter og myndigheder om miljø og grøn teknologi
Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) og Singapores
miljøminister Dr. Vivian Balakrishnan er blevet enige om at styrke samarbejdet.
Nærmere betegnet samarbejdet op miljøområdet. Begge lande
har nemlig stærke kompetencer inden for miljøteknologi og ikke mindst
teknologi, der kan give rent drikkevand og kan håndtere spildevand, lyder det
fra Miljøministeriet.
- Danmark og Singapore er begge i superligaen for moderne
miljøteknologier. Jeg er meget tilfreds med, at vi kan indgå en aftale til gavn
for miljøet og for udviklingen på miljøområdet i begge lande. Jeg er helt
sikker på at vi kan lære noget af Singapore og omvendt, og at aftalen både vil
gavne miljøet og danske virksomheders muligheder for at slå igennem med
løsninger inden for vand, luft og affald på det sydøstasiatiske marked,
siger Kirsten Brosbøl i en pressemeddelelse.
Heri fremgår det, at miljøministeren er inviteret til
Singapore for at deltage i World Cities Summit og inspirere borgmestre,
ministre og regeringsrepræsentanter fra hele verden med danske eksempler på,
hvordan miljø og økonomisk vækst kan gå hånd i hånd.
De to ministre har underskrevet et såkaldt ”memorandum of
understanding”, som beskriver, hvordan landene gerne vil samarbejde om miljø og
grøn teknologi i fremtiden.
Det asiatiske/australske marked for drikkevandsteknologi
forventes ifølge Miljøministeriet at stige med 38 procent frem mod 2018, mens
det i Europa vil stige 23 procent.