Med afgasset gylle får man præcis viden om næringsstofindholdet og en gødningsmæssig merværdi på omkring 10 kroner pr. ton
Dansk landbrug producerer cirka 35 millioner ton
husdyrgødning pr. år.
En ko eller en gris kan producere energi svarende til
mellem 250 og 375 liter fyringsolie om året, så potentialet til at indgå i
fællesskaber omkring biogasanlæg ligger lige for.
Chef for miljøafdelingen hos Centrovice, Ejler Petersen,
ser mange fordele for landmænd i, at kunne levere husdyrgødning til
biogasanlæg.
- Man får forædlet sin husdyrgødning og kan afsætte
overskydende husdyrgødning til en fordelingscentral, som alternativ til at
finde jord i nærheden, siger han.
Det tager trykket af lokale harmoniproblemer, og giver en
større viden om det produkt, man får tilbage, da deklarationseffekten via
returmængden er på analyse.
- Man ved, hvad man får, og kan optimere derefter,
forklarer Ejler Petersen.
Bedre udnyttelse
Derudover ser miljøchefen store fordele i
afsætningsmulighederne, da gyllen efter afgasning er blevet en betydelig bedre
vare. At transporten foregår med lastbil, giver ligeledes en større radius at
finde aftagere i, og transport med lastbil muliggør returaflevering i tanke på
andre ejendomme, end hvor produktionen er, hvilket i sidste ende sparer
transport.
- Vi har en langt bedre udnyttelse af kvælstof i afgasset
gylle og i gennemnit en gødningsmæssig merværdi på omkring 10 kroner pr. ton
ved at låne sin gylle ud til afgasning.
- Merværdien kan være væsentlig større, men det afhænger
af udgangspunktet og ejendommens forhold, men merværdien er altid positiv,
siger Ejler Petersen.
Handelsgødning kan reduceres
Den høje kvælstofudnyttelse skyldes andelen af
ammoniumkvælstof. Ammonium er mere plantetilgængeligt end den organiske
kvælstof, og mængden af supplerende handelsgødning kan derfor reduceres, uden
det går ud over høstudbytte.
Samtidig med den bedre udnyttelse af kvælstof har den
afgassede gylle et udjævnet fosforindhold, der kan tilpasses afgrødernes behov.
Her spiller sammenblandingen af svine- og kvæggødning ind.
- Fosforindholdet i svinegylle er højt, og med en
sammenblanding med kvæggylle får vi en udligning og mulighed for at fordele
fosforen på flere marker.
- Igen er analyser af produktet guld værd, og med afgasse
gylle ved vi nøjagtigt, hvad vi har i af næringsstoffer, siger Ejler Petersen.
Reducerer lugt
Også lugtgenerne mindskes ved gasset gylle.
- Gyllens organiske stof, herunder visse lugtstoffer,
omsættes delvist i processen, og vi får en reduktion af lugten. Det er en stor
fordel i forbindelse med udbringningen, lyder det fra Ejler Petersen.
Han anbefaler, at man tænker over, hvordan man får
reduceret eller ledt diverse vandtilledninger udenom fortanken.
- Vand kan man ikke lave gas af, og
transportomkostningerne er et væsentlig parameter.
Slutteligt minder miljøchefen om, at biogas kraftigt
reducerer husdyrproduktionens bidrag til drivhusgasudledningen.
- Og derudover har Danmarks Miljøundersøgelser beregnet,
at nitratudvaskningen falder med cirka tre kilo kvælstof pr. hektar ved
afgasset svinegylle.
- Så det er win-win over hele linjen, siger han.