Store mængder spansk kød presser prisen: Grisenoteringen falder med 50 øre
Spansk udbrud af afrikansk svinepest presser store mængder grisekød ind på EU markedet og får Danish Crown til at sænke noteringen.

Arkivfoto
Grisenoteringen falder i næste uge med 50 øre for både slagtesvin og søer.
Det oplyser Danish Crown. Udviklingen sker kort efter, at afrikansk svinepest er konstateret i Spanien. Udbruddet betyder, at spanske slagterier midlertidigt har mistet adgangen til flere eksportmarkeder uden for EU, blandt andet Japan.
- Det er meget store mængder varer, de spanske slagterier nu i stedet skal afsætte i Europa. Det skaber en enorm usikkerhed og har med det samme sat sig i spotpriserne. Det er delstykker med ben, altså forender og skinker, der bliver hårdest ramt, fordi de i højere grad handles med kort horisont end de udbenede varer, så der har vi set priserne sætte sig i denne uge, siger Per Fischer Larsen, der er salgsdirektør i Danish Crown.
- Attraktive lommer
På nuværende tidspunkt er det fortsat uklart i hvilket omfang de forskellige lande accepterer regionalisering, men Catalonien, hvor udbruddet er konstateret, står umiddelbart for en stor del af Spaniens eksport til både EU og de attraktive markeder i Asien. Derfor ventes den spanske eksport ud af Europa at blive hårdt ramt.
Derfor skal store mængder af varer nu finde veje nye ud på markedet. Umiddelbart har de spanske slagterier vendt blikket mod markederne i Østeuropa, hvor flere lande har et stort importbehov, og deres vej til at hente ordrer er aggressive priser.
- For os handler det nu om at finde de attraktive lommer i markedet, som spanierne har siddet på. Her er det klart, at vi forventer et løft i efterspørgslen fra Japan. Der er dog også muligheder på andre markeder, men der vil gå nogle uger, inden vi har ordrerne på plads og har et overblik over, i hvilket omfang vi kan hente attraktive ordrer udenfor Europa, siger Per Fischer Larsen









































