Forberedelserne til Dyrskuet Thy-Mors 2014 er i fuld gang, og igen i år foregår dyrskuet over to dage
Foråret er over os – og dermed intensiverer repræsentanter
fra LandboThy arbejdet med planlægningen af årets dyrskue i Thisted.
Dyrskuet Thy-Mors finder i år sted den 13.-14. juni på
dyrskuepladsen i Thisted.
- Vi vil gerne henvende os til så mange som muligt. Det
gælder alle generationer og byboere såvel som landboere. Derfor er der ud over
udstillinger om fredagen også underholdning af forskellig art, siger formand
for dyrskueudvalget Kristoffer Kappel i en pressemeddelelse.
Om lørdagen sættes der så stor fokus på faglighed som
muligt med den store dyreudstilling, hvor de mange racer af kvæg, heste og
smådyr udstilles og bedømmes. Der meldes ifølge LandboThy allerede nu om god
interesse for deltagelse fra udstillerne.
Der er ligeledes stor interesse for standene til
erhvervsudstillingen. Pladsen er lidt ændret i år, så der bliver plads til
endnu flere udstillere.
Her viser maskinhandlerne deres store og små maskiner, der
bliver udstilling af alternative energiformer, lokale fødevarer, inspiration
til aktiv fritid i have og natur og meget mere.
Både fredag og lørdag byder desuden på masser af
aktiviteter for børn.