Produktivitetskommissionen fremlægger mandag sin
slutrapport med forslag, der skal bidrage til at bringe den danske produktivitet
op på niveau med de bedste lande.
Og kommissionen anbefaler, at politikerne sætter ind på følgende
tre områder:
- Styrk konkurrence, dynamik og internationalisering.
- Styrk kvaliteten af uddannelserne og deres værdi for
arbejdsmarkedet.
- Skab gode rammer for nye løsninger og effektivitet i det
offentlige.
Ifølge Produktivitetskommissionen vil det kræve en
vedvarende indsats over en bred front, hvis den danske produktivitet skal
tilbage på sporet – og der findes ingen snuptagsløsning.
- Den danske produktivitet har tabt terræn siden midten af
1990’erne med en vækst på under én procent. Det er lavt sammenlignet med mange
andre vestlige lande, og det har store omkostninger for danskernes velstand og
velfærd. Udviklingen kan vendes, men der er brug for en ambitiøs og vedvarende
indsats over en bred front, siger formanden for Produktivitetskommissionen,
Peter Birch Sørensen, i en pressemeddelelse.
- Hvis kommissionens anbefalinger bliver fulgt, er det
realistisk at nå det politiske mål om at hæve BNP med 14 milliarder kroner i
2020 gennem tiltag, der styrker produktiviteten i den private sektor, og at
løfte produktiviteten i den offentlige sektor svarende til 12 milliarder
kroner. På længere sigt vil effekterne være væsentligt større.
Slutrapporten indeholder 25 primære anbefalinger og mere end
100 konkrete forslag.
Rapporten kan læses her.