Rapport: Det ser alvorligt ud med fødevareforsyningen

Hvis de negative sider af klimaforandringerne fortsætter, står verden over for store problemer om 30 år, lyder det fra FN’s klimapanel

FN’s internationale klimapanel, IPCC, offentliggør mandag en større rapport om blandt andet den globale og regionale fødevareforsyning.

Og skal man tro rapportens konklusioner, ser det sort ud for verdens fødevareforsyning. Ifølge rapporten vil verden stå over for alvorlige problemer med fødevareforsyningen om 30 år, hvis der ikke bliver gjort noget radikalt for at nedbringe udledningen af blandt andet drivhusgasser. Det oplyser Københavns Universitet.

Universitetet peger på, at rapporten blandt andet viser, at forandringerne vil give nedgang i udbyttet af eksempelvis hvede og majs.

Børn vil opleve problemerne

Professor dr. agro. John R. Porter fra Københavns Universitet er en af hovedmændene bag FN-kapitlet om verdens fødevareforsyning. Han fastslår, at der skal handles hurtigt, fordi det er gået kraftigt tilbage på langt de fleste områder, siden udgivelsen af den seneste rapport i 2007:

- Situationen rent tidsmæssigt er så graverende, at børn født i dagens Danmark knap nok er blevet studenter, før problemerne for alvor vil vise sig, hvis der ikke bliver handlet inden for en ganske kort årrække, siger han i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Desværre er det befolkningerne i mange tropiske områder og den sydlige del af Europa og Nordafrika, som kommer til at betale prisen. Disse befolkningsgrupper – især de fattige - er de mest udsatte for fejlslagen høst, højere priser og underernæring i den nære fremtid.

- Denne udvikling vil igen betyde et øget pres på andre dele af verden, når basale levevilkår bliver forringet for folk i de tropiske områder.

Professoren konstaterer, at når man sammenkobler nedgang i udbytte med befolkningstilvækst, så står verden over for store udfordringer, hvis man ikke bevæger sig i en grønnere retning.

- Foruden at vi skal lære, hvordan vi tilpasser fødevaresystemet på globalt og regionalt plan i løbet af relativ kort tid, siger han.

Mindre udbytte

I rapporten fremgår det også, at klimaforandringerne til gengæld har betydet en positiv udvikling i nogle regioner på den nordlige halvkugle. Blandt andet her i Skandinavien, hvor det mildere klima har betydet større høst end i andre regioner.

- Men her er der også en tendens til, at væksten og udbyttet vil blive mindre fremover, lyder det fra Københavns Universitet.

 

Læs også