Forhandlinger er brudt sammen
Forhandlingerne om en ny overenskomst for slagteriarbejderne er brudt sammen
Det konstaterede forligsmand Asbjørn Jensen onsdag aften efter 62 timers forhandlinger. Det oplyser Fødevareforbundet NNF.
Forbundets formand, Ole Wehlast, mener, at DI mangler vilje til forlig:
- Hvordan kan DI skrive under på overenskomster, der sikrer flere hundredetusinde ansatte i industrien lønstigninger, mens de nægter at give samme forlig til de cirka 9.000 slagteriarbejdere? Det fatter jeg simpelthen hen ikke, og jeg er skuffet på mine medlemmers vegne, siger han på Fødevareforbundets NNF’s hjemmeside.
Forligsmand Asbjørn Jensen ventes at fremsætte sin mæglingsskitse i løbet af de kommende dage, og det er ifølge Ole Wehlast den sidste og eneste mulighed for at sikre slagteriarbejderne det, som forbundsformanden kalder ”en anstændig overenskomst” for de kommende tre år.