Venstremand og kandidat til Europaparlamentet Asger Christensen nægter at følge "alpeloven" om skrånende arealer.
- De kan spærre mig
inde. Jeg nægter simpelthen at følge den lov.
Mælkeproducent - og
en af Venstres kandidater til Europa-Parlamentsvalget den 25. maj - Asger
Christensen, Jordrup, har ikke tænkt sig at følge den nye lov, som fra august
til marts forbyder landmænd at jordbehandle skrånende arealer over 2.000
kvadratmeter, hvis arealerne hælder mere end 12 grader. En lov der også kaldes alpeloven.
- Jeg ved udmærket,
at jeg som kandidat til Europa-Parlamentet løber en risiko ved at sige det her.
Men jeg står fuldt og fast ved, at jeg ikke vil rette mig efter den her lov.
Det er simpelthen for dumt, og jeg fortsætter med at dyrke min jord som hidtil
- uanset konsekvenserne, fastslår Asger Christensen, som har tre marker, der er
omfattet
af 12-graders reglen.
Typisk dansk
- Det er så typisk dansk, det her.
Tyskerne og svenskerne har for eksempel fundet løsninger, som landbruget kan
leve med, mener Asger Christensen.
- Det er regeltyrani af værste
skuffe, det her. Og jeg er som borger nødt til at reagere og sige klart og
tydeligt fra, tordner Asger Christensen.
Venstres partisekretær, Claus Søgaard-Richter, vil ikke
svare på, om Asger Christensens løfte om at bryde alpeloven kan få betydning
for hans kandidatur til Europaparlamentet. Partisekrætæren har blot en
forventning om, at kandidaterne overholder loven.
Ifølge Landbrug & Fødevarers netmedie FoodCulture er
NaturErhvervstyrelsen klar til at se på, om der er grund til at revidere
alpeloven, ligesom fødevareminister Dan Jørgensen (S) er kaldt i samråd om
sagen.