Pres på kødmarkedet
Rusland har stadig lukket for import af svinekød fra EU – og det giver et stort overudbud i Europa, konstaterer Danish Crown
De europæiske markeder for svinekød er under pres på grund
af Ruslandssituation.
Sådan lyder det torsdag i Danish Crowns markedsberetning. For Rusland har endnu ikke åbnet op for import af svinekød fra EU.
- Og de mængder, der skulle være afsat i Rusland, må nu afsættes i Europa med stort overudbud til følge, konstaterer Danish Crown i markedsberetningen.
Ifølge Danish Crown oplever man faldende priser på alle delstykker, faldende priser på det kinesiske marked og priserne på bacon i Storbritannien er også under pres.
Noteringen er uændret på både svin og søer – nemlig henholdsvis 10,70 kroner pr. kg og 7,80 kroner pr. kg.