Ny skov med statsligt tilskud er skudt i vejret over hele
landet i de seneste 15 år.
Helt præcist er 18.629 hektar skov med åbne arealer blevet
rejst med tilskud fra skovrejsningsordningen i årene fra 1998-2012. Det oplyser
Miljøministeriet på baggrund af en evaluering af skovrejsningsordningen.
Skovrejsningsordningen har været en stor succes. Det
klare bevis på det er, at hvis man samlede alle de nye skove ét sted, ville den
nye skov være over dobbelt så stor som Rold Skov, siger miljøminister Ida
Auken (SF) i en pressemeddelelse.
Miljøministeren mener dog samtidig, at der er ting,
der kan blive bedre:
- Derfor arbejder vi på et nyt nationalt skovprogram i
2014, der ser på både offentlige og private skove, siger Ida Auken.
Større skove
Den gennemsnitlige størrelse på de skovrejsningsprojekter,
der indtil nu er søgt støtte til, er på cirka syv hektar. Miljøministeren vil
derfor i fremtiden arbejde for større skove.
- Vi har brug for større sammenhængende naturområder,
og det er de store naturperler, der for alvor gør en forskel for
biodiversiteten. Der kan privat skovrejsning være et af midlerne. Jeg ser
gerne, at lodsejere enten alene eller sammen med andre planter nye og større
skove, lyder det fra Ida Auken.
Ifølge Miljøministeriet dækker alle danske skove i
øjeblikket tilsammen 14,1 procent af landets areal.