Dyrlægeforening brød loven

Den Danske Dyrlægeforening har ifølge Konkurrenceankenævnet begrænset konkurrencen mellem dyrlæger

Tilbage i maj påbød Konkurrencerådet Den Danske Dyrlægeforening at ophæve tre bestemmelser i sine etiske regler om god skik ved henvisning og etablering af ny dyrlægepraksis.

Og tirsdag har Konkurrenceankenævnet så stadfæstet Konkurrencerådets afgørelse. Det oplyser Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Ifølge styrelsen beskriver de etiske regler blandt andet, at det anses for god etik, at dyrlægeklinikkerne undlader at fastholde kunder, der er henvist af en anden dyrlægeklinik.

- Konkurrenceankenævnet sætter en tyk streg under, at man som forening ikke må aftale, hvordan man konkurrerer mod hinanden. Etiske regler, der begrænser konkurrencen mellem medlemmerne, ødelægger forbrugernes muligheder for at få den bedste ydelse til den laveste pris, lyder det fra direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Agnete Gersing.

Omkring 90 procent af de private praktiserende dyrlæger i Danmark er medlem af Den Danske Dyrlægeforening, og branchen omsatte sidste år for mere end to milliarder kroner.

Læs også