Tidligere DN-direktør er glad for frifindelse

René la Cour Sell er tilfreds med dommen i Østre Landsret, der frifinder ham for injurier

Den tidligere direktør i Danmarks Naturfredningsforening, René la Cour Sell, er tilfreds med, at Østre Landsret har frifundet ham for injurier, efter at han i 2010 udtalte, at »der er lukket 400 drikkevandsboringer i de senere år – eller måske er det 300 – på grund af landbrugets sprøjtegifte«.

- Jeg er rigtig glad. Jeg synes, at det er barnagtigt at lægge sag an mod mig. Endda efter, at jeg er fratrådt fra Danmarks Naturfredningsforening – og endda for en udtalelse, der er så forsigtigt formuleret. Endda mere forsigtigt formuleret, end jeg i dag ville have gjort det, siger René la Cour Sell.

Han stoppede i april 2012 som direktør i Naturfredningsforeningen, og driver i dag i stedet en privat virksomhed. 

Til spørgsmålet om, at retten har fastslået, at han ikke har kunnet dokumentere rigtigheden i, at der er lukket 300-400 vandboringer i de seneste år på grund af landbrugets brug af sprøjtemidler, lyder det:

- Vi ved, at over 90 procent af sprøjtegiftene, der anvendes, anvendes af landbruget. Derfor er sandsynligheden for, at det er sprøjtegiftene fra landbruget, der er årsagen også indlysende. Men ligefrem dokumentere, at sprøjtegiftene er fra landbruget – nej, det kan vi ikke, siger René la Cour Sell.

René la Cour Sell forklarer, at hans skøn om de 300-400 drikkevandsboringer, der er lukket på grund af landbrugets brug af sprøjtemidler, stammede fra oplysninger fra Danvas hjemmeside.

Østre Landsret har fundet, at den tidligere DN-direktør var berettiget til, uden selvstændig undersøgelse, at anse oplysningerne fra Danva for pålidelige, så langt det rækker.

Læs også