Fjerkræfolk hænger med næbbet over manglende aftale
Hos Dansk Slagtefjerkræ er man skuffede over, at det ikke lykkedes fødevareministeren at få en eksportaftale med Kina i stand
I svinebranchen glæder man sig over, at det er lykkedes fødevareminister Karen Hækkerup (S) at hive en historisk eksportaftale med Kina i land, hvor Danmark bliver det første land, som må sælge forædlede kødprodukter til kineserne.
Til gengæld er der skuffelse at spore i fjerkræbranchen. For under fødevareministerens besøg i Kina faldt en aftale om eksport af danske kyllingeprodukter til kineserne nemlig ikke på plads. Det skriver Børsen.
- Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at vi havde sat næsen op efter at få den såkaldte protokol på plads, så vi kunne genstarte eksporten allerede til næste år. Og det er da en anelse frustrerende, fordi vi ikke mener, at der skulle være nogen faglige hindringer i vejen for at give os den nødvendige eksporttilladelse, siger branchedirektør i Dansk Slagtefjerkræ Birthe Steenberg til Børsen.
Dansk kyllingeeksport til Kina har ligget stille siden 2005, hvor der blev konstateret Newcastles Disease i danske fjerkræ. Men allerede året efter blev Danmark taget af den sorte liste.
Ifølge Børsen kan kineserne langt fra selv producere så mange kyllinger, som markedet efterspørger.