Styrelse fanger for første gang en mårhund på Fyn

Der er nu ikke længere kun vildtlevende mårhunde i Jylland

Naturstyrelsen har for første gang fanget en vildtlevende mårhund på Fyn. Hidtil har rovdyret udelukkende været at finde i Jylland, men forleden opsporede man en mårhund ved Egebjerggaard på Nordfyn.

I to år har Naturstyrelsen haft to GPS-mærkede mårhunde sat ud i den fynske natur for at afsøge øen for vildtlevende mårhunde. Og det var den ene af disse mårhunde, der viste vej til sin nye mage.

- Vi har haft en målsætning om, at mårhundene ikke skulle sprede sig til de danske øer. Men vi må desværre konstatere, at det ikke er lykkedes af holde dem væk fra Fyn. Mårhunde er fremragende svømmere, og den indfangne mårhund har tilsyneladende været i stand til at krydse Lillebælt, siger skovrider ved Naturstyrelsen Søren Kirk Strandgaard på styrelsens hjemmeside.

- Den mårhund, vi nu har fanget på Fyn, bliver steriliseret og genudsat på Fyn, så vi kan blive ved med at pløje naturen igennem efter mårhunde. Der kan jo være flere, der har taget turen over bæltet, men lad os håbe, det var en enlig svale

Hos Naturstyrelsen peger man på, at mårhunden er en invasiv art, som truer en række beskyttede padder og fuglearter i den danske natur.

Læs også