Man skal huske at slukke for strømmen i de bygninger, som er ramt af stormskader, lyder det fra Topdanmark,ellers er der risiko for brand.
Stormen mandag har gjort stor skade landet over.
Også flere landbrugsbygninger har lidt skade, lyder det
fra Topdanmark, der dog her en dag efter stormen endnu ikke har gjort skaderne
helt op.
Forsikringsselskabet har dog et vigtigt råd til landmænd,
der har fået skader på deres driftsbygninger, som følge af stormen.
- Hvis man står derude, og venter på taksator eller endnu
ikke har anmeldt skaden, så er der et meget vigtigt råd fra vores side: Tag
strømmen i den bygning, som er beskadiget. Er strømmen sluttet til, så er der
risiko for brand, siger Jens Langergaard, kommunikationschef i Topdanmark.
Han forklarer, at der endnu ikke er meldt om nogle tilfælde af,
at stormskader har været skyld i brand, men risikoen er altså til stede, hvis
man ikke får slukket for strømmen.
Topdanmark har tirsdag formiddag modtaget i alt 3.000
skadeanmeldelser på grund af stormen mandag. En tredjedel af skaderne er inden
for erhverv, heriblandt landbrug. Tallet vil stige, da der stadig kommer skadeanmeldelser ind som følge af stormen.