Fremgang for gartnerier med grøntsager

Gartneriernes gennemsnitlige driftsresultat steg en anelse i 2012 – men der var kun fremgang for grøntsagsgartnerier

Med et driftsresultat på 378.000 kroner pr. heltidsgartneri steg gartneriernes driftsresultat i gennemsnit lidt i 2012. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Der var fremgang at spore for grøntsagsgartnerier, men til gengæld tilbagegang for de øvrige driftsformer. Og trods fremgangen var driftsresultatet efter en beregnet aflønning af ejerfamilierne negativ, oplyser Danmarks Statistik.

- Gartnerier specialiseret i grøntsagsproduktion – såvel på friland som i væksthus – opnåede et højere driftsresultat end året før. For frilandsgrøntsager steg driftsresultatet fra 225.000 kroner til 379.000 kroner, mens det for væksthusgrøntsagerne blev mere end fordoblet til 410.000 kroner, hedder det i ”Regnskabsstatistik for gartneri 2012”.

Det er potteplantegartnerierne, som har den største samlede produktionsværdi. Her havde man en mindre tilbagegang i driftsresultatet til 446.000 kroner pr. gartneri.

Driftsresultatet for plantager med frugt og bær faldt fra 344.000 kroner til 197.000 kroner, mens driftsresultatet pr. planteskole faldt med 83.000 kroner til 437.000 kroner.

Læs også