Wehlast: Kontroversielt forslag er garanti mod lukninger

Hos Danish Crown er der udsigt til massefyringer, hvis faldet i slagtesvineproduktionen fortsætter. Et nyt forslag skal afværge det scenario

Tillidsmandskollegiet i Danish Crown fremlægger tirsdag et forslag om at investere op mod 600 millioner kroner af slagterimedarbejdernes løn i produktionen af danske slagtesvin over de kommende fire år.

Og hos Fødevareforbundet NNF er forbundsformand Ole Wehlast bevidst om, at aftalen er kontroversiel, fordi slagteriarbejderne giver afkald på en del af deres løn til fordel for jobsikkerhed og investeringer i nye arbejdspladser.

- Danish Crown har givet en garanti for, at der ikke bliver lukket slagterier i de næste fire år. Og hvis man som slagteriarbejder har set det ene slagteri efter det andet lukke fabriksporten i for sidste gang, og sagt farvel til hundredevis af gode kolleger, så fylder tryghed i ansættelsen ganske meget. Den aftale, der nu er lagt frem, er efter min vurdering den bedste tryghed i jobbet, vi kan give vores medlemmer, siger Ole Wehlast på NNF’s hjemmeside.

Her fremgår det, at Ole Wehlast lægger vægt på, at aftalen med Danish Crown er begrænset til en 4-årig periode – og at slagteriarbejderne derefter vender tilbage til de nuværende lønvilkår.

Ifølge NNF er bidraget fra de 6.000 slagteriarbejdere på godt 150 millioner kroner om året. Pengene placeres i et investeringsselskab med repræsentanter for medarbejdere og virksomhedens ledelse – og dertil kommer de traditionelle finansieringskilder:

- Vi forventer, at de samlede investeringer i nye staldanlæg vil løbe op i 3 milliarder kroner. Og hvis medarbejderne stemmer ja til løsningen, så håber vi, at de første svin fra de nye stalde kan blive sendt til slagtning i løbet af 2015, lyder det fra Ole Wehlast.

Læs også