60.000 besøgende ved økologiske høstmarkeder

Den forgangne weekend bød på Økologisk Høstmarked flere steder i landet. Og den mulighed benyttede mange sig af

Økologiske gårde over hele landet bød i weekenden indenfor til Økologisk Høstmarked.

Og 60.000 besøgende valgte at bruge nogle timer til at boltre sig i øko-halm, smage økologiske fødevarer og klappe økologiske grise, lam og kalve. Det oplyser Økologisk Landsforening.

- Det er rigtigt dejligt at se, at så mange danskere trodser regn og blæst og bakker op om økologien, når de økologiske landmænd inviterer ”indenfor”, siger formand for Økologisk Landsforening Per Kølster i en pressemeddelelse.

Ifølge Økologisk Landsforening gav Økologisk Høstmarked både børn og voksne mulighed for at få indblik i livet på økologiske bedrifter.

- Det er utroligt positivt at se, at det både er børnefamilier, unge og ældre, der har lyst til at bruge en lørdag eller søndag på at besøge en økologisk gård og opleve, hvor den økologiske mad kommer fra, lyder det fra projektleder i Økologisk Landsforening Birgitte Nygaard.

Hun understreger, at det selvfølgelig ikke mindst skyldes, at værterne rundt omkring i landet formår at skabe et stemningsfuldt og autentisk arrangement.

Mere end en million gæster har været med til at fejre høsten af sommerens avl og afgrøder på økologiske gårde, siden Økologisk Høstmarked fandt sted for første gang i 1993.

Økologisk Høstmarked gennemføres af Producentsammenslutningen Økosalg og Oplysning med tilskud fra EU og Fødevareministeriets Landdistriktsprogram.

Arrangementet gennemføres i samarbejde med Økologisk Landsforening.

Læs også