Fyn har Skandinaviens bedste skovhugger

Brian Toft Palsgaard tog seks medaljer med hjem fra De Skandinaviske Mesterskaber i loggersport

Til hverdag er Brian Toft Palsgaard skovarbejder hos Naturstyrelsen på Fyn.

Men nu kan den 22-årige fynbo også kalde sig Skandinaviens bedste skovhugger. For ved De Skandinaviske Mesterskaber i loggersport, der blev afviklet i Sverige forleden, vandt han nemlig både guld-, sølv- og bronzemedaljer – i alt seks medaljer. Det oplyser Naturstyrelsen.

I loggersport konkurrerer deltagerne om at være hurtigst til at save og hugge i et træ.

- Skovhugning og loggersport har interesseret mig siden, jeg kunne løfte en økse, og jeg har det bedst, når der flyver træspåner om ørerne på mig. Min hobby smitter selvfølgelig også af på arbejdet i skoven, hvor jeg er den eneste, der altid har en økse i bæltet og en specialbygget sav inden for rækkevidde, siger Brian Toft Palsgaard på Naturstyrelsens hjemmeside.

Fynboen vandt blandt andet guld i springboardshugning, som beskrives som kongedisciplinen inden for loggersport.

Her hugger deltagerne to trin ind i en lodret stamme og står på øverste trin og hugger stammen over. Vel at mærke i tre meters højde.

I denne disciplin vandt Brian Toft Palsgaard både guld og slog dansk rekord ved at klare udfordringen i tiden et minut og 13 sekunder.

Brian Toft Palsgård deltager også, når verdensmesterskaberne afvikles sidst i oktober.  

Læs også