Lille Vildmose er det første naturområde i verden, der er blevet udpeget til internationalt beskyttet natur, fordi den kan opsuge CO2
For første gang i mere end 25 år har Danmark fået udpeget
et nyt naturområde under den store naturbeskyttelseskonvension Ramsar.
Et af landets største naturgenopretningsprojekter, Lille
Vildmose, bliver beskyttet under Ramsar-konventionen for sin evne til at opsuge
kulstof og dermed fjerne CO2 fra atmosfæren. Det oplyser Miljøministeriet.
- Ingen naturområder er tidligere blevet udpeget som
internationalt bevaringsværdige ud fra deres evne til at lagre CO2. Der er
ingen tvivl om Lille Vildmoses store naturmæssige værdi, men jeg synes, at det
er utroligt positivt, at Ramsar-konventionen nu klart signalerer, at der er
grund til at beskytte klimavenlige naturtyper, siger miljøminister Ida
Auken (SF) i en pressemeddelelse.
Ifølge Miljøministeriet er Lille Vildmose en højmose, der
år efter år opbygger nye lag af mos, som bliver til tørv. Denne tørv binder
tonsvis af kulstof, som den får ved at optage CO2 fra luften.
- Beregninger viser, at
genopretningen af Lille Vildmose vil reducere udledningen af CO2 med 14.000
tons om året. Imens mosen blev nedbrudt udledte den 5.000 tons. Den udledning
fjernes nu og erstattes af mosser, som opsuger 9.000 tons CO2, lyder det fra
Miljøministeriet.