Puljen for grønne ildsjæle har været åben for ansøgninger i et par måneder, og ind til nu er der kommet over 160 ansøgninger.

Og der er flere kvalificerede projekter, end der er penge til i puljens 16 millioner kroner. Det mener parterne bag aftalen i hvert fald. Derfor har man nu besluttet at udvide puljen med i alt 34 millioner kroner. Det oplyser Miljøministeriet.

- Vi kan allerede se, hvor meget det gavner, så jeg er glad for, at vi nu kan tilføre flere penge til puljen. Der kommer stadig mange ansøgninger ind, og jeg er sikker på, at sommeren har givet ildsjælene derude lejlighed til at udvikle nye, kvalificerede ideer, siger miljøminister Ida Auken (SF) i en pressemeddelelse.

Heri fremgår det også, at de 34 millioner kroner bliver fordelt på fire millioner kroner ekstra i år – og ti millioner kroner i både 2014, 2015 og 2016.

Puljen blev oprettet af regeringen sammen med Enhedslisten i forbindelse med sidste års finanslov.