Biogasformand er træt af at vente på politikerne

Formand for Foreningen af Danske Biogasanlæg og Brancheforeningen for Biogas Aksel Buchholt er utilfreds med forsinkelse

Hos formanden for Foreningen af Danske Biogasanlæg og Brancheforeningen for Biogas, Aksel Buchholt, er tålmodigheden ved at være brugt op.

Aksel Buchholt peger nemlig på, at Folketinget i marts sidste år vedtog et energiforlig, der skulle give væsentlige forbedringer af rammebetingelserne for biogas.

Eksempelvis blev der indført nye tilskudsmuligheder for biogas. Men ifølge Aksel Buchholt venter biogassektoren fortsat på godkendelsen i EU. Derfor vil det tage tid, inden pengene bliver udbetalt.

- Det er simpelthen utilfredsstillende, at der nu er gået op imod halvandet år fra politikerne besluttede ændringerne og der endnu ikke er opnået et OK fra EU, siger Aksel Buchholt i en pressemeddelelse.

Kom i gang

Han konstaterer, at biogasanlæg har store likviditetsproblemer – og de kan ikke låne til udvidelser, moderniseringer og reparationer af udstyr.

Derfor er udviklingen, som kunne have skabt arbejdspladser, ifølge formanden gået i stå.

- Vi var og er meget glade for den forbedring, Folketinget vedtog, som kan give nyt liv til mange nye anlægsprojekter og udvidelser af eksisterende, men den seneste udvikling er simpelthen utilfredsstillende, lyder det fra Aksel Buchholt.

- Og vi retter fra begge foreninger en skarp kritik af den meget lange sagsbehandlingstid i EU, og der ligger et meget stort ansvar hos regeringen til at få dette på plads meget hurtigt.

Læs også