Seks om dagen udgør ingen fare

DTU Fødevareinstituttet vurderer, at man roligt kan spise de anbefalede 600 gram frugt og grønt om dagen

Frugt- og grøntkampagnen ”Seks om dagen” behøver ikke at blive ændret.

I hvert fald viser resultater, som DTU Fødevareinstituttet har samlet fra Fødevarestyrelsen undersøgelser af pesticidrester i danskernes fødevarer i perioden 2004-2011, at forbrugerne roligt kan fortsætte med at spise 600 gram frugt og grønt om dagen.

- Hvis danskerne spiser de anbefalede 600 gram frugt og grønt om dagen, udgør pesticidresterne ikke en sundhedsmæssig risiko. Spiser danskerne udelukkende danske afgrøder, viser undersøgelsen, at danskerne kan halvere indtaget af pesticidrester, siger seniorrådgiver Elsa Nielsen fra DTU Fødevareinstituttet i en pressemeddelelse.

For udenlandsk frugt har generelt et højere indhold af pesticider end dansk frugt – og frugt har et højere indhold af pesticider end grønt.

 Og så viser undersøgelser, at langt størstedelen af de fundne pesticidrester ofte befinder sig i den ikke-spiselige del af frugten.

- I prøver med appelsin, mandarin og banan fandt vi pesticidrester i stort set alle prøver, men analyserne er foretaget på produkter med skræl. Den slags frugter bliver skrællet, inden man spiser dem, og dermed slipper man af med hovedparten af pesticidresterne, lyder det fra seniorrådgiver ved DTU Fødevareinstituttet Annette Petersen.

Læs også