I alt 17 danske kommuner blev i januar sat under mistanke for at holde det skjult, når landmænd overtræder reglerne for at få landbrugsstøtte fra EU.

Rigsrevisionen kaldte således de 17 kommuners kontrolresultater »urealistiske«.

I forhold til gennemsnittet havde de 17 kommuner indberettet ingen eller meget få overtrædelser af reglerne for krydsoverensstemmelse, og de lå langt under landsgennemsnittet.

At der blev stillet spørgsmål til de 17 kommuners indberetninger har vakt vrede hos i sær Venstre, som mener, at få eller ingen indberetninger i stedet har været tegn på, at de pågældende kommuner har været i god dialog med landmændene.

På et åbent samråd tirsdag formiddag slog fødevareminister Mette Gjerskov (S) fast, at brud på reglerne for krydsoverensstemmelse skal indberettes, når kommunerne foretager kontrol.

- Det fremgår klart af EU-lovgivningen, lød det fra Mette Gjerskov.

Det er altså dermed ikke nok, hvis de 17 kommuner har været i så god dialog med landmændene under kontrollerne, at de så ikke har indberettet overtrædelserne, mener hun.

Mette Gjerskov (S) fremhævede i øvrigt, at det er vigtigt at understrege, at de 17 kommuner ikke er beskyldt for at have snydt eller sjusket, som det ellers godt kunne have fremgået af de avis-artikler, som Politiken bragte i januar.

Der har alene været tale om, at Statsrevisionen ville have undersøgt, hvordan det kan være, at der er så forskel på indberetningerne i kommunerne.

- Og man kan ikke bare ignorere, når statsrevisorerne stiller spørgsmål. Det kan jeg da ikke tillade mig, sagde Mette Gjerskov.